Hjemmesaltede sild, serveret med ”smilende” æg og en creme af æbler og purløg Pandestegt rødtungefilet med dildnaise og håndpillede rejer Rørt tatar, toppet med rå æggeblomme, svampe og gulerodschips Rød løber fra Arla Unika med hybenkompot
Vi deler opskrifterne på hele menuen med jer, i den kommende tid. I dag starter vi så, den danske frokost-tradition tro, ud med silden. Hér serveres den i en dejlig fed creme med honning, æblestykker og purløg, der giver cremen den sur-søde note, som passer så godt til silden!
Smørrebrød: Sild i æble-purløgscreme
Forfatter: Gastromand.dk
Kategori: Smørrebrød
Køkken: Danish
Antal personer: 10
Ingredienser
- 1 kg saltede sild, hjemmesaltede (se eventuelt nedenfor) eller de bedste du kan købe
- 3 dl creme fraiche 38 %
- 1 dl mayonnaise, gerne hjemmelavet
- 2 spsk. flydende honning, gerne akaciehonning
- 2 æbler
- 1 dl hakket purløg (cirka ½ bundt)
- Salt & peber
- 3 æg
- ½ rødløg, hakket fint
- Friske krydderurter, for eksempel purløg
- 10 skiver groft rugbrød
- Andefedt
Tilberedning
- Skyl saltet af sildene, træk skindet af og træk fileterne af benet.
- Læg sildene i en skål med rigeligt koldt vand, dæk med plastfilm og sæt skålen i køleskab i et døgns tid.
- Skyl purløg og æbler og hak begge dele fint.
- Bland mayonnaisen og creme fraichen i en skål og rør purløg, æbler samt honning i.
- Smag til med salt og peber.
- Læg sildefileterne lagvis med cremen i en beholder eller skål.
- Sæt låg på beholderen eller dæk skålen med plastfilm, og stil den i køleskab i minimum et par timer, før du serverer silden.
- Kog æggene i knap 7 minutter, til de er ”smilende”. Pil æggene og skær dem i kvarte.
Anretning
- Når du serverer sildene, kan du enten skære fileterne i stykker på 4-5 centimeter og arrangere dem på det smurte brød. Eller – som Restaurant Kronborg - portionsanrette de hele sildefileter og lade dine gæster selv smøre brødet.
- I begge tilfælde pynter du med æg, hakket rødløg og friske krydderurter.
TIP
- Hvis du vil lave dine egne saltsild, som de gør på Restaurant Kronborg, klipper du hoved og hale af 1 kg sild, lægger sildene i en plasticcontainer og dækker dem med rigeligt salt.
- Stil sildene mørkt og køligt – for eksempel i køleskab – i tre måneder. Så får du saftige saltsild med ”bid”.
